Af DANIEL ØHRSTRØM
info@danielohrstrom.dk

En dag steg jeg ud af en stor bil med et taxakørekort i hånden. Jeg havde dumpet seks gange og spildt mange ærgerlige penge på projektet. Men jeg ville ikke give op, før jeg kunne leve Dan Turells taxadigt ud på gaderne. Det er typisk mig. Og som taxachauffør i det odenseanske natteliv fik jeg i øvrigt mit livs bedste journalistuddannelse. For det studiejob lærte mig at styre en samtale med hvem som helst - med én finger på rattet. 

Mit fulde facebook-navn er Daniel Øhrstrøm Poulsen. Men som barn præsenterede jeg mig som regel som "førstearvingen til Ladaen". Mine forældre havde nemlig dengang en gennemrusten, men ganske rummelig Lada, som mirakuløst førte os helt til Sydfrankrig, når vi hver sommer holdt campingferie fra smørhullet Hareskovby med mine - med tiden - tre mindre søskende.

Fra begyndelsen savnede jeg ikke selvbevidsthed. I skovbørnehaven spurgte pædagogerne mig for eksempel, hvad jeg ville være, når jeg blev stor: "Profet!" svarede jeg straks. Det har jeg nu endnu ikke arbejdet som professionelt, men jeg har uden tvivl været en drømmer lige siden. Og jeg husker min barndom som et kor af pædagoger, der utålmodigt sagde "kom nu, Daniel!", mens jeg gik rundt i mine egne tanker.  

I skolen fangede matematik dog hurtigt min interesse, og jeg elskede hovedregning. Til gengæld blev jeg sendt på skolens specialcenter i 3.klasse som klassens absolut dårligste elev i dansk. Studievejlederen stemplede mig senere som "måske egnet". Men da jeg alligevel kom i gymnasiet, fik jeg heldigvis 11 i dansk til min studentereksamen. Derfor fortsatte jeg med at læse dansk og journalistik på Syddansk Universitet, hvor jeg blev færdig i 2005.

Siden har jeg - indtil videre - skrevet syv bøger (et par af dem sammen med andre), haft det ene fede job efter det andet, mødt en masse spændende mennesker og lever i det hele taget et liv, som jeg selv ville misunde som en stor drømmende (flaske)dreng. Min hemmelighed er barnlighed. Hvis nogen fortæller mig, at jeg ikke kan noget, gør jeg det ofte i trods. Måske hænger det sammen med, at mine forældre har opdraget  mig til at tro på mig selv og være opmærksom på andre (hvilket jo er sand dannelse!), så det er altså ikke deres skyld, når jeg sommetider har glemt det sidste.

Tillid er altafgørende, hvis man skal vokse som menneske. Det er jeg sikker på. Derfor er jeg også taknemmelig for, at mine forældre aldrig har tvivlet på mig. Allerede som 12-årig fik jeg lov til at tage S-toget alene ind til København for at hjælpe til som "velfungerende teenager" i en kirkelig børneklub for socialt belastede unge. Det var i en tid med grønjakker på min egen alder og i et kvarter, hvor det ikke var ualmindeligt, at forældrene enten var småkriminelle eller misbrugere. Og ofte begge dele. Men for mig selv var det en lærerig afveksling fra hverdagen nord for København at spille bordtennis med børn, der kun kendte kernefamilier fra fjernsynet.

Siden har jeg ofte søgt det ukendte. Efter 2.g. flyttede jeg for eksempel - som 19-årig - hjemmefra til Blåhøj (mellem Brande og Søndre Omme) for at dele et hus med et par tidligere efterskolekammerater på landet. Sådan fik jeg også en jysk studentereksamen, og det har siden åbnet dørene for mig i hele Danmark. 

Jeg har blandt andet været socialpædagogmedhjælper, (årets!) lærervikar, vikarierende børnehave(chef)kok, specialskolelærervikar,dobbelt poetryslammer-vinder, såkaldt almindelig pædagogmedhjælper, velorienteret taxachauffør,nyhedsop(b)læser, radio- og tv-vært, informationsmedarbejder i Vollsmose, avisredaktør, kulturreporter og foredragsholder. Og det er min erfaring, at ingen erfaring er spildt, fordi enhver erfaring gør en klogere.

Det var også mit håb om at blive klogere, der - lidt tilfældigt - sendte mig ind på
journaliststudiet på Syddansk Universitet, mit andet specialcenter. Før jeg læste journalistik, læste jeg dansk i to år, mens jeg kørte taxa for at få råd til rødvin til de digtsamlinger, jeg indtog med samme nydelse. Men allerede ved siden af journaliststudiet var jeg redaktør på Vollsmoseavisen, globaliseringsskribent for Dansk Ungdoms Fællesråd og programredaktør på den tværkirkelige tv-station TemaTV, hvor jeg arbejdede som studievært.

Det var alligevel først som praktikant på Weekendavisen, at jeg blev helt sikker på, at jeg var havnet på det rigtige studium. Det var en berusende oplevelse at kunne pendle mellem alverdens stofrområder i, hvad der føltes som ubegrænset, spalteplads. Da jeg ankom til redaktionen, spurgte en af de ældre kollegaer mig alligevel om, hvad mit stofområde var. Jeg svarede: "Livet!" - og det er det stadig, selvom min stilling er "kulturjournalist" på Kristeligt Dagblad.

Jeg har skrevet for avisen siden 2004 - sideløbende med mine forskellige jobs på JydskeVestkysten, Bibliotekspressen og i Danmarks Radio. Og det føles på mange måder som at vende hjem, da jeg blev fastansat på Kristeligt Dagblad i 2010 efter et lærerigt ophold på P4 Bornholm, hvor jeg ellers både fik lov til at være studievært, nyhedsoplæser, tilrettelægger for P1 og VJ-journalist for blandt andet TVAvisen. Men Kristeligt Dagblads nøgleord "Tro, etik og eksistens" indfanger på en særlig måde mine egne hovedinteresser. For jeg forsøger altid at kombinere folkelig formidling med en filosofisk tilgang til tilværelsen - nu som fast kulturjournalist.

Uanset om jeg har lavet tv, radio eller avis, har mit arbejdet dog altid været præget af samme holdning om, at enhver har en historie, der er værd at fortælle - og lytte på. Den holdning gennemsyrer også mine bøger, der er vokset ud af mig med cirka et års mellemrum siden journaliststudiet. For jeg skriver både bøger, fordi jeg kan, og fordi jeg ikke kan lade være.